Advarsel: dette indlæg er meget langt og har intet med “Trappen og Tågen” at gøre.

Jeg har netop læst en foromtale og en anmeldelse af Peter Øvig Knudsens nye bog om Blekingegadebanden og fornemmer hans egen frygt for, at han kunne have endt som en af dem, var kortene blevet spillet lidt anderledes, dengang i 70’erne. Jeg kan heller ikke overhøre hans spørgsmål til alle os andre fra dengang: hvordan kunne det ske? Hvad var det, der skete? Peter Øvig Knudsen undrer sig over, at ingen af de centrale figurer fra 70’ernes venstrefløj tilsyneladende har lyst til at tale om det og tilsyneladende ikke kan få lagt afstand til Blekingegadebanden hurtigt nok.Jeg synes, det er meget forståeligt. Meget menneskeligt. Ikke mindst i lyset af de frådende opfordringer til bodsgang og bekendelser, der er kommet fra højrefløjen i de senere år.

Jeg er ikke en af de ledende figurer fra 70’erne. Men jeg var til stede dengang og når jeg ikke har særlig meget lyst til at tænke tilbage på det årti er det ikke, fordi jeg går og holder bekendelser tilbage. Det er fordi 70’erne på mange måder var en uendelig rædselsfuld og forbenet tid, der desværre faldt sammen med min ungdom.

Jeg tror, man må tilbage til 60’erne for at forstå 70’erne. Og træde et skridt tilbage fra 60’ernes frontlinie med ungdomsoprør, Vietnam-demonstrationer og studenterballade og kigge på, hvor vi, der var unge i 70’erne, befandt os i 60’erne.

Vi var nemlig børn i 60’erne og et af de steder, vi befandt os, var foran fjernsynet. Min første, politiske vækkelse fik jeg som 8-9-årig, da jeg så ofrene for sultkatastrofen i Biafra i TV-avisen. Disse skeletmagre levende døde med udslukte blikke. Som kunne have været mig, hvis jeg havde været født et andet sted.

Man skal heller ikke være blind for, hvordan den koldkrigsatmosfære, der herskede i 60’erne, har påvirket alle os børn. Måske har jeg fået en ekstra dosis ved samtidig at tilbringe hele min barndom tæt på Sandholmlejren, Høveltelejren og Sjælsmark Kaserne. Som militært område var dette område af Nordsjælland i sin storhedstid med masser af soldater, der både brugte de store øvelsesarealer omkring lejrene, men også de lokale veje og skove til deres manøvrer. Jeg faldt jævnligt i søvn til lyden af maskingeværild og granatbrag. På min vej til skole gennem skoven kunne jeg møde hele kompagnier, der lå gemt mellem træerne under camouflagenet med græs i hjelmene og krigsmaling i hovederne. Ingen tænkte over det, dengang i 60’erne. Det var vilkårene og dengang faldt det ikke almindelige, jævne borgere ind at klage, hverken over den natlige kanontorden eller deres arme ungers overraskende møder med forsvaret, når de kom drønende i kampvogne med larvefødder hen ad landevejen eller lå skjult i skoven.

Som 60’erne lakkede mod enden, fyldte Vietnamkrigen mere og mere i nyhedsudsendelserne. En tilsyneladende endeløs krig, der altid havde været der og åbenbart altid ville være der. Og der var konstante diskussioner om nedrustning og atomvåben og atombomber. De små krukkers ører hørte det hele, forstod det halve og var ved at løbe over.

Mine drømme var hjemsøgt af krigen. Både den varme i Vietnam og den kolde i Europa. Som 60’erne svandt og 70’erne begyndte, blev fronterne trukket hårdere op. Midt i 70’erne var lærerne i Blovstrød Skole så venlige at vise den engelske film Wargame for os. Den gjorde ikke mine nætter roligere. Der var militærdiktaturer i Grækenland, Spanien og Portugal. Hele Sydamerika var mere eller mindre fascistisk. Amnesty International begyndte at tale højt om forsvindinger i Argentina og Chile.

Så da jeg var barn og ung gjorde jeg mig ikke mange tanker om, hvad jeg skulle med mit liv, når jeg blev voksen, for jeg troede ærligt talt ikke, at jeg ville nå at blive voksen. Jeg gik ud fra, at en eller anden mand med magt ville have trykket på knappen inden.
Wargame – game over.
 
I skolen oplevede vi også store spændinger mellem de ældre lærere og de nye, unge. Landsbyen Blovstrød voksede voldsomt de år, skolen var under konstant udbygning og der blev ansat nye lærere i bundter, frisk fra seminarierne. De var ikke blege for at tage politiske emner op i undervisningen. Det har sikkert været ganske underholdende med en forældrekreds, hvor mange var ansat på de omliggende, militære anlæg og så de unge, frembusende revolutionære lærere. Jeg ved det ikke, kun fornemmede jeg, at bølgerne af og til gik højt, både på lærerværelse og til forældremøder.

Blandt de ældste elever i folkeskolen bestod fronterne mest i, om man var flipper, disker eller rocker. Det var færøtrøjernes, ørkenstøvlernes og andeføddernes tid. Frisørfaget havde vist nogle magre år.

Men de politiske ungdomsorganisationer var dengang, som nu, aktive. I min klasse gik der et clean cut eksemplar fra KU. Vi diskuterede  ivrigt og stædigt, og flyttede os aldrig en millimeter fra vores respektive udgangspunkter. Der var mere tale om retorik for lukkede ører end demokratisk debat.

Hvor meget styr på politik har man som 16-årig? Jeg husker, min mor – trofast socialdemokrat alle sine dage – en gang fortalte, at hun som ung havde været medlem af VU, for de havde de bedste baller. Man skal ikke undervurdere datidens politiske ungdomsorganisationer for deres rolle som festarrangører med tilhørende kødmarked.

Hvornår begyndte jeg at bemærke de mere hårde, politiske miljøer? Ikke på mit højskoleophold i 1976-77. Sikkert først, da jeg læste HF i København i 77-79 og studenterpolitikken kom lidt tættere på. Der var af og til demonstrationer, hvor vi i samlet trop vandrede ind foran Christiansborg i protest mod et eller andet, undervisningsministeriet havde fundet på. For langt de fleste var demonstrationerne en anledning til at komme væk fra skolehverdagen, drikke nogen øl og lave øjne til det modsatte køn.

Men i optakterne til demonstrationerne begyndte parolefolket at skille sig ud med deres opflammende taler, hvis indhold, jeg ikke længere husker. Men tonen husker jeg som temmelig kompromisløs. Det var vel også på dette tidspunkt, jeg opgav at finde rundt i hvem der stod for hvad af de mange grupperinger på den yderste venstrefløj. Jeg fik nærmest det indtryk, at hvis ikke folk var 100 % enige med hinanden i den ene gruppe, så brød man med hinanden og stiftede endnu en gruppe med en ny bogstavkombination, alt efter om man sympatiserede mest med Sovjetunionen, albanerne, cubanerne, kineserne, Pol Pot, Tito eller …

Men der var ingen tvivl om, at DKP uddannede nogle fremragende organisatorer i de år. Jeg kunne se deres hånd i mange ting, der foregik rundt omkring. Og organisationsevnerne havde man jo stadig, selvom man forlod DKP og endte i en af de andre grupperinger.

I 1980 rundede jeg Københavns Universitet for en kort bemærkning og helt ærligt, at bemærkningen blev så kort skyldtes i høj grad studenterpolitikken på stedet. Egentlig var årsagen ganske banal, men set i bakspejlet måske også meget sigende for tidens tone.Studenterrådet var på det tidspunkt den store studenterorganisation og den var godt ude på venstrefløjen. Så var der en anden organisation, som jeg ikke husker navnet på – liberale studenter eller sådan noget. Jeg var immatrikuleret som filosofistuderende og det år var vi vistnok 33 nyindskrevne, hvilket var noget i retning af tre gange så mange, som der normalt blev optaget på studiet. Resultatet var, at der ikke var stole nok til alle og, værre endnu, vi kunne ikke få vores bøger.

Da det så viste sig, at Studenterrådet havde opkøbt de få bøger, der var i landet, så man kun kunne købe de nødvendige bøger, hvis man meldte sig ind i Studenterrådet, havde jeg lige som fået nok af tankens frie ånd på Københavns Universitet anno 1980.Jeg fortrak op til de nordlige forstæder og fik et fuldtidsjob som postarbejder i Allerød. Vores tillidsmand var DKP’er af den gamle skole, det var helt fint og til at forholde sig til.

Den næste gang jeg rendte ind i noget, der lugtede af politisk inficering var, da jeg i 1984-85 var i journalistpraktik i DR, hvor samtalen i kantinen somme tider drejede sig om, hvem af kollegerne og cheferne, der mon var i lommen på KGB. Altid i en spøgefuld tone, men der lå noget under overfladen, som jeg fornemmede som knap så behageligt. Som om der blev ført et eller andet hemmeligt regnskab, som ville blive gjort op en dag.Det var også der, i kantinen, at jeg hørte historien om dengang, Erhard Jacobsen ville have, at der blev lavet en mere højreorienteret lørdagsrevy. I første omgang skulle der laves nogle optagelser af klitrosen, der som bekendt evner at stå imod og blomstre i selv den barskeste vestenvind. Så der blev sat et kamera op og filmet en meget lang sekvens af en klitrose i vestenvind og det var vist alt, hvad der nogen sinde blev lavet af en højreorienteret lørdagsrevy i DR. Mon den film stadig befinder sig i arkivet?

Men nu er vi nået langt ind i 80’erne og det var en helt anden tid. Bortset fra, at Blekingegadebanden huserede. Der var bare ingen på det tidspunkt, der vidste, at de overhovedet eksisterede. Vi unge, nyuddannede havde nok at gøre med at forsøge at få fodfæste på et arbejdsmarked, der ikke havde brug for os og få has på vores studielån, der muntert muterede med en rente, der lå oppe på 17 – 18 %.Men det er en helt anden historie.

I går lå den i min postkasse. Bogen. Færdigtrykt. Helt virkelig og en lille smule uvirkelig på samme tid. Det er lidt, som om det er en fremmed, der har skrevet den. Som om, den er et stort barn, der er flyttet hjemmefra og skal til at klare sig selv. Det er den jo på en måde også.

Der er dog en ting… Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal grine eller græde, men da det er for sent at ændre det nu, så vælger jeg at grine: det er gået op for mig, at jeg aldrig har fået en korrektur på de tekster, der står på omslaget. Det eneste, jeg har set af omslaget, indtil bogen lå i min postkasse i går, var forsiden…

Det er mini-biografien på indersiden af omslaget, jeg tænker på, og især de ansættelser, der er nævnt: mit forhold til Århus Stiftstidende består i et fire måneders vikariat i 1987, hvor jeg mest var redigerende, og ansættelsen i De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger (1988-91) endte med en fyring. Måske ikke lige de to ansættelser, jeg selv ville have valgt at fremhæve.