Jeg er altså fra landet. Født i 1959 på et husmandssted lidt uden for landsbyen Kettinge i Nordsjælland, og den gang var der faktisk stadig husmænd i Nordsjælland. Min far, f. eks. Og min farfar. Lige som de foregående generationer på Lillevang var husmænd, lige fra huset blev bygget i 1858.
Min mor er fra byen. Hun kommer fra Amager, så det var noget af et stort skridt at tage, da hun som nygift flyttede ud på landet i 1957 – og skulle dele hus med sine svigerforældre. Glidende generationsskifte, hedder det vist nu om dage. Rul ærmerne op og tag fat.

Der var ikke så mange børn derude den gang. Min bror og jeg legede med hinanden. Børnehave lød uhyggeligt i mine ører: som et sted, man sendte børnene hen, når forældrene ikke gad have dem hjemme. Og hvor man skulle være sammen med andre børn – uha.

Der var heller ikke så meget voksenservice i hverdagen den gang. De voksne passede deres og vi børn passede os selv. Legede i stalden, på høloftet, på gårdspladsen, i haven, nede i engen. Legede bedst, når de voksne ikke kunne se os. Hvis vi legede noget, hvor vi havde brug for at være flere end to, opfandt vi bare et par ekstra medvirkende. No problem. Man kunne også altid trisse en lille tur ad markskellene og synge en sang, man fandt på undervejs. Da jeg blev større, blev legepladsen udvidet fra de hjemlige seks tønder land til også at omfatte Tokkekøb Hegn med Kongedyssen, Storedam og alle de andre perler.

Sådan var livet først i 60’erne, den gang der stadig var en lille købmandsbutik lidt henne ad vejen, hvor der stadig var juletræ og fastelavn og andespil i forsamlingshuset, arrangeret af Husmandsforeningen. Sammen med husmændene uddøde husmandsforeningen, købmanden lukkede (men huset omtales stadig som købmandens, selvom der bor en advokat i dag. Mona og Kurt er stadig i vores bevidsthed købmandens, selvom de for længst er flyttet til Hillerød).

Fra midt i 60’erne forandrede egnen sig. Byen rykkede tættere på i form af byfolk, der begyndte at købe de omkringliggende ejendomme. De snedigste af naboerne skyndte sig at tage pengene og stikke af. Vores familie blev af en eller anden grund hængende. Vi tre børn fik en dejlig opvækst. Men vi var anderledes. Alle vores klassekammerater boede i parcelhuse. Vi havde grise i stalden. Naboerne gik fra at være husmænd og arbejdsmænd med koner, der havde sæsonarbejde i frugtplantagen til at være fabrikanter, forretningsmænd, læger og sagførere.

Vores familie var noget i retning af de sidste indianere derude på prærien.