man 5 feb 2007
Carla har efterhånden været min følgesvend i en del år. Hun dukkede vist op første gang i 2001, i en periode hvor jeg ikke trivedes særlig godt på mit arbejde. Jeg gik nok rundt med en hel del frustration og vrede inden i. Og så dukkede Carla lige så stille op i min bevidsthed: et kantet, lidt skulende kvindemenneske med optrukne skuldre og hænderne dybt begravet i lommerne. Hun kiggede mistroisk på mig og jeg kiggede tilbage: hvem er mon du? Hvor kommer du fra?
I begyndelsen var det lige som når man prøver at tæmme en vild kat: man sætter sig på hug og rækker forsigtigt en hånd frem og håber, kræet vil snuse til den. Til en begyndelse. Hun trak sig selvfølgelig hurtigt tilbage i den tåge, hun var dukket ud af.
Men et par dage efter var hun der igen. Hvem er du? tænkte jeg. Hvad er din historie?
En ting var sikker: hun hed Carla. Jeg brød mig ikke om navnet og i det første, jeg skrev ned om hende, prøvede jeg at kalde hende Clara i stedet for. Hun hvæsede sagte og forsvandt fuldstændigt og kom først igen, da jeg gav mig og kaldte hende det, hun insisterede på at hedde: Carla.
Hendes bolig var noget af det første, der stod mig klart: en saneringsmoden, ussel etværelses i et baghus i en lille, jysk provinsby.
Hvordan var hun havnet der?
Carla fik en fortid, længe inden jeg vidste hvilken fremtid, der ventede hende.
Og lige så stille dukkede personerne omkring Carla også op. Dagny, Tilly. Jens på Ugeavisen og Harald med reklamebureauet. Lars Emil Svendsen, som først var tiltænkt en lille bitte birolle, men som også insisterede på noget andet. Jesper Mortensen og hans familie. Den navnløse provinsby tog form: til sidst kunne jeg tegne et kort over den – og over dens omegn.
Nogen skulle dø. Jeg var længe om at beslutte hvem. Endnu længere om at beslutte hvorfor. I mellemtiden var det gået op for mig, at Carla ville komme til at fylde mere end én bog. Så dagen efter jeg havde sendt manuskriptet til ”Trappen og tågen” af sted til Hovedland med en lille bøn om at man ville kunne lide den, begyndte jeg at skrive den næste. Det tog syv uger. Nu går jeg og brygger på den tredje.