Trappen og tågen-lille2.jpg

I går lå den i min postkasse. Bogen. Færdigtrykt. Helt virkelig og en lille smule uvirkelig på samme tid. Det er lidt, som om det er en fremmed, der har skrevet den. Som om, den er et stort barn, der er flyttet hjemmefra og skal til at klare sig selv. Det er den jo på en måde også.

Der er dog en ting… Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal grine eller græde, men da det er for sent at ændre det nu, så vælger jeg at grine: det er gået op for mig, at jeg aldrig har fået en korrektur på de tekster, der står på omslaget. Det eneste, jeg har set af omslaget, indtil bogen lå i min postkasse i går, var forsiden…

Det er mini-biografien på indersiden af omslaget, jeg tænker på, og især de ansættelser, der er nævnt: mit forhold til Århus Stiftstidende består i et fire måneders vikariat i 1987, hvor jeg mest var redigerende, og ansættelsen i De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger (1988-91) endte med en fyring. Måske ikke lige de to ansættelser, jeg selv ville have valgt at fremhæve.

Jeg ved godt, det ikke er særlig sexet at arbejde med information, når man er uddannet journalist, men det er nu engang mest det, jeg har gjort mig i. Skulle en ansættelse, udover Landdistrikternes Fællesråd, have været fremhævet, så burde det nok have været Fyns Amt/Odense Universitetshospital, hvor jeg med stor fornøjelse huserede i første halvdel af 90′erne.

Men det vigtigste er trods alt det, der befinder sig inden i omslaget. Og det er utroligt tilfredsstillende at være noget så langt. Jeg er rigtig, rigtig glad. Det er en milepæl. Den 40 år gammel drøm, der er gået i opfyldelse.
Og så håber jeg, barnet klarer sig godt derude i den store verden.