man 5 feb 2007
Er den bog mon selvbiografisk? spørger læseren sig selv. I dette tilfælde: nej.
Lad mig forklare:
Carla er enebarn. Jeg har en storebror og en lillesøster.
Carla er vokset op hos sin mor og har haft en far, der kun sjældent var hjemme. Jeg er vokset op med både far og mor på fuld tid – og farfar boede også hos os de første godt ti år af mit liv. Og så var der et utal af onkler og fastre og tanter og mostre og fætre og kusiner, der myldrede ind og ud.
Carla er som barn blevet flyttet meget rundt. Jeg er født og opvokset i ét og samme hus (ja, man havde hjemmefødsler i 1959 og min far var i øvrigt med ved min fødsel. Vi var ret moderne derude på landet dengang).
Carla har aldrig fuldført en uddannelse. Jeg er uddannet journalist.
Carla er temmelig mistroisk over for omverdenen. Jeg er temmelig tillidsfuld.
Carla bor alene i en lille provinsby i en saneringsmoden lejlighed. Jeg bor i en landsby i en forholdsvis ny andelsbolig sammen med mine to sønner.
Carla har været psykisk syg. Det har jeg ikke.
Carla drikker af og til for meget. Det gør jeg ikke – jeg har simpelthen ikke anlæg for det. Jeg har i skrivende stund én flaske rødvin i huset og den har stået henne på køkkenbordet i to måneder og ventet på en anledning til at blive lukket op.
Carla har været gift med en psykopat. Det har jeg ikke. Min eksmand og jeg gik fra hinanden i 1999 i god, gensidig forståelse og uden større dramatik. Han har mange gode egenskaber, vi ville bare noget forskelligt med vore liv.
Så jeg er ikke Carla og Carla er ikke mig.