tors 7 apr 2011
I mine første to bøger om Carla bevægede hun sig frem og tilbage mellem to byer: den forhenværende stationsby, hvor hun boede, og købstaden. Det var meget bevidst, at ingen af de to byer havde navne, for Carlas verden er fiktiv og har ikke taget afsæt i nogen bestemt geografi. Vi befinder os et imaginært og diffust sted på østkysten af Jylland. (more…)
man 28 mar 2011
Tag med Carla Længere ud på landet - til en verden befolket af gammel-Toruppere og tilflyttere, landmænd og landsbybeboere. Har den indesluttede landmand Mogens Horsballe pillet ved den lille Frederikke, den dag, hun forsvandt? Og hvad sker der, når dyreaktivister slipper minkene løs på nabogården? Mød Torup Gåseklub og kunderne i den lokale købmandsbutik, hvor Carla får et deltidsjob. For Lars Emil er det lige som at komme hjem. Carla er lidt mere usikker på, hvad livet på landet egentlig handler om. Høns, f. eks. Hun møder nye og gamle venner. Hvem kan hun stole på?
tors 11 okt 2007
Udgivet d. 12. oktober 2007. Forlaget skrev om bogen:
Det er sommeren, hvor alting går amok i den østjyske lilleby: Hedebølge. Byens unge skejer ud, mystiske brande opstår og én, der står Carla nær, bliver myrdet.
Det baghus, hvor freelance-journalisten Carla med den problematiske fortid bor, udsættes for hærværk. Samtidig presser Carlas kæreste, landbetjenten Lars Emil, på for, at de skal flytte sammen. Men der er dunkle punkter i Carlas fortid - og nutid - og da hun tøver, oplever hun Lars Emil fra en side, hun ikke har set før.
Da Carla ferieafløser som redaktør på Ugeavisen, kommer hun tæt på den lokale politik og nogle store visioner for den lille bys fremtid og på en ung politiker-søn, som udviser en smigrende interesse for hendes person…
Men inden hun når at vænne sig til opmærksomheden, indhentes hun af sin fortid på en måde, som ser ud til at knuse alle hendes fremtidsdrømme og efterlade hende mere ensom og isoleret end nogen sinde. Hænger de mange og forskellige begivenheder, der hjemsøger den lille by i sommervarmen, sammen? Og findes forklaringen et sted i fortiden? Med et knust hjerte og en såret fod forsøger Carla at komme til bunds i mysterierne.Vreden og varmen er en selvstændig efterfølger til Anita Lillevangs anmelderroste debut Trappen og tågen (2007).
søn 18 mar 2007
Så er katten ude af sækken og bogen ude hos anmelderne. Jeg arbejder for tiden som journalistvikar på Horsens Folkeblad og der ankom den til Kulturredaktionen i tirsdags. (more…)
søn 11 mar 2007
I går lå den i min postkasse. Bogen. Færdigtrykt. Helt virkelig og en lille smule uvirkelig på samme tid. Det er lidt, som om det er en fremmed, der har skrevet den. Som om, den er et stort barn, der er flyttet hjemmefra og skal til at klare sig selv. Det er den jo på en måde også.
Der er dog en ting… Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal grine eller græde, men da det er for sent at ændre det nu, så vælger jeg at grine: det er gået op for mig, at jeg aldrig har fået en korrektur på de tekster, der står på omslaget. Det eneste, jeg har set af omslaget, indtil bogen lå i min postkasse i går, var forsiden…
Det er mini-biografien på indersiden af omslaget, jeg tænker på, og især de ansættelser, der er nævnt: mit forhold til Århus Stiftstidende består i et fire måneders vikariat i 1987, hvor jeg mest var redigerende, og ansættelsen i De Danske Gymnastik- og Ungdomsforeninger (1988-91) endte med en fyring. Måske ikke lige de to ansættelser, jeg selv ville have valgt at fremhæve.
Jeg ved godt, det ikke er særlig sexet at arbejde med information, når man er uddannet journalist, men det er nu engang mest det, jeg har gjort mig i. Skulle en ansættelse, udover Landdistrikternes Fællesråd, have været fremhævet, så burde det nok have været Fyns Amt/Odense Universitetshospital, hvor jeg med stor fornøjelse huserede i første halvdel af 90′erne.
Men det vigtigste er trods alt det, der befinder sig inden i omslaget. Og det er utroligt tilfredsstillende at være noget så langt. Jeg er rigtig, rigtig glad. Det er en milepæl. Den 40 år gammel drøm, der er gået i opfyldelse.
Og så håber jeg, barnet klarer sig godt derude i den store verden.
man 5 feb 2007
Carla har efterhånden været min følgesvend i en del år. Hun dukkede vist op første gang i 2001, i en periode hvor jeg ikke trivedes særlig godt på mit arbejde. Jeg gik nok rundt med en hel del frustration og vrede inden i. Og så dukkede Carla lige så stille op i min bevidsthed: et kantet, lidt skulende kvindemenneske med optrukne skuldre og hænderne dybt begravet i lommerne. Hun kiggede mistroisk på mig og jeg kiggede tilbage: hvem er mon du? Hvor kommer du fra?
I begyndelsen var det lige som når man prøver at tæmme en vild kat: man sætter sig på hug og rækker forsigtigt en hånd frem og håber, kræet vil snuse til den. Til en begyndelse. Hun trak sig selvfølgelig hurtigt tilbage i den tåge, hun var dukket ud af.
Men et par dage efter var hun der igen. Hvem er du? tænkte jeg. Hvad er din historie?
En ting var sikker: hun hed Carla. Jeg brød mig ikke om navnet og i det første, jeg skrev ned om hende, prøvede jeg at kalde hende Clara i stedet for. Hun hvæsede sagte og forsvandt fuldstændigt og kom først igen, da jeg gav mig og kaldte hende det, hun insisterede på at hedde: Carla.
Hendes bolig var noget af det første, der stod mig klart: en saneringsmoden, ussel etværelses i et baghus i en lille, jysk provinsby.
Hvordan var hun havnet der?
Carla fik en fortid, længe inden jeg vidste hvilken fremtid, der ventede hende.
Og lige så stille dukkede personerne omkring Carla også op. Dagny, Tilly. Jens på Ugeavisen og Harald med reklamebureauet. Lars Emil Svendsen, som først var tiltænkt en lille bitte birolle, men som også insisterede på noget andet. Jesper Mortensen og hans familie. Den navnløse provinsby tog form: til sidst kunne jeg tegne et kort over den – og over dens omegn.
Nogen skulle dø. Jeg var længe om at beslutte hvem. Endnu længere om at beslutte hvorfor. I mellemtiden var det gået op for mig, at Carla ville komme til at fylde mere end én bog. Så dagen efter jeg havde sendt manuskriptet til ”Trappen og tågen” af sted til Hovedland med en lille bøn om at man ville kunne lide den, begyndte jeg at skrive den næste. Det tog syv uger. Nu går jeg og brygger på den tredje.
man 5 feb 2007
Er den bog mon selvbiografisk? spørger læseren sig selv. I dette tilfælde: nej.
Lad mig forklare:
Carla er enebarn. Jeg har en storebror og en lillesøster.
Carla er vokset op hos sin mor og har haft en far, der kun sjældent var hjemme. Jeg er vokset op med både far og mor på fuld tid – og farfar boede også hos os de første godt ti år af mit liv. Og så var der et utal af onkler og fastre og tanter og mostre og fætre og kusiner, der myldrede ind og ud.
Carla er som barn blevet flyttet meget rundt. Jeg er født og opvokset i ét og samme hus (ja, man havde hjemmefødsler i 1959 og min far var i øvrigt med ved min fødsel. Vi var ret moderne derude på landet dengang).
Carla har aldrig fuldført en uddannelse. Jeg er uddannet journalist.
Carla er temmelig mistroisk over for omverdenen. Jeg er temmelig tillidsfuld.
Carla bor alene i en lille provinsby i en saneringsmoden lejlighed. Jeg bor i en landsby i en forholdsvis ny andelsbolig sammen med mine to sønner.
Carla har været psykisk syg. Det har jeg ikke.
Carla drikker af og til for meget. Det gør jeg ikke – jeg har simpelthen ikke anlæg for det. Jeg har i skrivende stund én flaske rødvin i huset og den har stået henne på køkkenbordet i to måneder og ventet på en anledning til at blive lukket op.
Carla har været gift med en psykopat. Det har jeg ikke. Min eksmand og jeg gik fra hinanden i 1999 i god, gensidig forståelse og uden større dramatik. Han har mange gode egenskaber, vi ville bare noget forskelligt med vore liv.
Så jeg er ikke Carla og Carla er ikke mig.
man 5 feb 2007
.. plejede min far at sige. Han sagde ret mange pudsige ting, min far. Min søster har lavet en hel lille bog med Ole Nielsens mundheld og talemåder, som hun gav os andre i julegave sidste år.
Jeg er altså fra landet. Født i 1959 på et husmandssted lidt uden for landsbyen Kettinge i Nordsjælland, og den gang var der faktisk stadig husmænd i Nordsjælland. Min far, f. eks. Og min farfar. Lige som de foregående generationer på Lillevang var husmænd, lige fra huset blev bygget i 1858.
Min mor er fra byen. Hun kommer fra Amager, så det var noget af et stort skridt at tage, da hun som nygift flyttede ud på landet i 1957 – og skulle dele hus med sine svigerforældre. Glidende generationsskifte, hedder det vist nu om dage. Rul ærmerne op og tag fat.
Der var ikke så mange børn derude den gang. Min bror og jeg legede med hinanden. Børnehave lød uhyggeligt i mine ører: som et sted, man sendte børnene hen, når forældrene ikke gad have dem hjemme. Og hvor man skulle være sammen med andre børn – uha.
Der var heller ikke så meget voksenservice i hverdagen den gang. De voksne passede deres og vi børn passede os selv. Legede i stalden, på høloftet, på gårdspladsen, i haven, nede i engen. Legede bedst, når de voksne ikke kunne se os. Hvis vi legede noget, hvor vi havde brug for at være flere end to, opfandt vi bare et par ekstra medvirkende. No problem. Man kunne også altid trisse en lille tur ad markskellene og synge en sang, man fandt på undervejs. Da jeg blev større, blev legepladsen udvidet fra de hjemlige seks tønder land til også at omfatte Tokkekøb Hegn med Kongedyssen, Storedam og alle de andre perler.
Sådan var livet først i 60’erne, den gang der stadig var en lille købmandsbutik lidt henne ad vejen, hvor der stadig var juletræ og fastelavn og andespil i forsamlingshuset, arrangeret af Husmandsforeningen. Sammen med husmændene uddøde husmandsforeningen, købmanden lukkede (men huset omtales stadig som købmandens, selvom der bor en advokat i dag. Mona og Kurt er stadig i vores bevidsthed købmandens, selvom de for længst er flyttet til Hillerød).
Fra midt i 60’erne forandrede egnen sig. Byen rykkede tættere på i form af byfolk, der begyndte at købe de omkringliggende ejendomme. De snedigste af naboerne skyndte sig at tage pengene og stikke af. Vores familie blev af en eller anden grund hængende. Vi tre børn fik en dejlig opvækst. Men vi var anderledes. Alle vores klassekammerater boede i parcelhuse. Vi havde grise i stalden. Naboerne gik fra at være husmænd og arbejdsmænd med koner, der havde sæsonarbejde i frugtplantagen til at være fabrikanter, forretningsmænd, læger og sagførere.
Vores familie var noget i retning af de sidste indianere derude på prærien.